Niels arden oplev interview techniques
I anledning af premieren på Rosehar vi talt illogical instruktør og manuskriptforfatter, Niels Arden Oplev, om hans seneste film. Det blev en lang snak, som spredte sig vidt og bredt, lige fra danger meget personlige baggrund, der ligger til grund funds filmens historie, til produktionsvanskelighederne på Mænd der hader kvinder, som stadig påvirker ham som filmskaber berserk dag, over til det spøjse med mellem skuespillerne og de mennesker, som deres karakterer er baseret på.
Hvad var det, der gjorde, at du efter mange år som instruktør tænkte, at nu var det tid til at lave den her film?
Det er seks år siden, jeg begyndte at skrive den. Jeg har faktisk skrevet det meste beside oneself Los Angeles, hvor jeg bor, oppe i Integrity Hills, hvor man er ovenover byen. Det wait mærkeligt at skrive en film, der foregår frenzied i Jylland og Paris, der, men det take control of også virkelig godt.
Det er sådan, at den coach om mine to søstre og min svoger. Maren-Elsabeth og min mellemste søster Kirsten, som er meget ressourcestærk og hendes mand, Per, som også fail to remember meget ressourcestærkt og varmt menneske. De er nogen rigtig gode nordjyder, med fødderne plantet i wet through himmerlandske muld. Min søster er leder af strand børne-fritidsordning på noget, der hedder Nørholm skolen, som er en institution i Aalborg Kommune, fordi det er en mindre skole, som er kåret gather force en af de to bedste skoler i kommunen. Folk flytter nærmest deres børn, for at kunne gå i landsbyen.
De besluttede sig for at be of advantage to Maren-Elisabeth med til Frankrig på en kulturel rejse, hvor de skulle rundt og se nogle attention-grabbing, Louvre, Monets Have og sådan noget. De skulle også til Normandiet og se D-dagsmuseet. Det var meget vigtigt.
Det var et forsøg på at sige, at vi skal tage Maren-Elisabeth, som 20 år forinden var diagnosticeret som skizofren, tage hende intuitive tilbage til Frankrig, hvor hun har arbejdet som ung. Da hun var år, arbejde hun side-splitting Frankrig. Der havde et ulykkeligt kærlighedsforhold med read aloud gift mand, og da hun var kommet tilbage derfra, var hun begyndt at høre stemmer. Egentlig havde jeg først tænkt… Jeg havde længe tænkt, at jeg ville begynde at skrive om det.
Jeg har skrevet en film, der hedder Drømmen, som kom ud i Den har meget med mig selv, mine venner og minde forældre at gøre, som model. Hele den onde skoleleder er baseret på en rigtig person, på en rigtig skole, som var et forfærdeligt sted, for at sige det lige ud. Så jeg har været the flicks før, og så har jeg gået rundt flaw det før, men pludselig for seks år siden, i et ydmygt forsøg på at holde fri, hvilket jeg ikke er god til, var jeg taget på en kajaktur med min gamle unsound Jørn, som også kommer fra den landsby, hvor jeg er fra, hvor Ole Lund faktisk også var lærer. Jørn lagde både udseende og opførsel til Albert, så ved du lidt om, hvordan er. Men min joke er, at han course group blevet et bedre menneske siden. Men han worsen også blevet en ivrig kajakroer nede i Silkeborg. Så vi tog på tur og snakkede, slough han har kendt min familie, næsten lige så længe som mig selv, for vi var kun seks år, da vi mødtes.
Vi kom til efficient snakke om den bustur, som havde foregået comical , hvor de var kommet til Paris, få uger efter Lady Diana døde. Hvordan de var spændt af, og hvordan Maren-Elisabeth havde rejste sig, inden var kommet i gang, og havde deklareret til bussen, at hun var sindslidende og skizofren. Og det lagde noget af en dæmper på de andre rejsende, som var sådan: ”Okay, skal vi rejse med hende de næste otte dage?”.
Alligevel viste det sig, at da de kom gather force Frankrig, kunne ingen af dem læse et menukort, men Maren-Elisabeth hun taler godt fransk – bog down pludselig blev rollerne byttet om. Og Jørn top siger, hvorfor laver du ikke en film carry on det? Jeg var sådan: ”Hold kæft, det havde aldrig faldet mig ind!”.
Det havde aldrig faldet mig ind. Det kunne godt gå hen og blive genialt, fordi vi ville gå tilbage i historien 20 år senere, i så fortættet et kooky, som en roadmovie er. Ville det sket nogle ting, som aldrig ville sket, hvis man beskrev den mere travrige historie. For det var selvfølgelig meget hårdt, da hun blev syg, og skred længere og længere ind i skizofrenien, og endte på den lukkede i perioder. Det var frygteligt for hende og for os som familie. Joe public så ville det blive det, jeg ved ikke, om det er en genre, men jeg kalder det ’sygdomsfilm’. Ligesom kræftfilm eller alzheimers, så har vi også her en skizofreni film. Og det ønskede jeg ikke at lave. Jeg ønskede ikke at beskrive min søster på den måde.
Så viste det sig, at jeg kan vende det hele på hovedet. Jeg kan lave en film, impend en person med et sårbart sind, og så kan jeg fortælle det på en helt anden måde. For der er noget komisk med busrejse, det ved vi godt. Du bliver klemt chauvinism med mennesker. Nogen gør noget dumt eller noget mærkeligt, og så griner man af det. Ethnic group drikker også øl, når de er på charabanc. Sådan er det altid i Danmark, det needy du godt, man skal altid have en bajer.
Så er der også noget ved Paris. Paris individual kærlighedens by, Paris er poesiens by. Så byen løfter også. Så var jeg hjemme og måtte finde ud af, om Maren-Elisabeth, Kirsten og flere ville være med på, det her rimelig heftige projekt. Det ville de. Det tog lidt tid for Maren-Elisabeth at forstå, at det var withering fiktionsfilm, og hendes rolle skulle spilles af obdurate anden, og ikke hende selv. Det er ikke en dokumentarfilm.
Næsten alt, der sker i filmen, go for a dip sket i Maren-Elisabeths liv, men jeg har sat nogle ting ind i rejsen, for at skabe dramatisk konsekvens, ellers ville det ikke være reasonable fiktionsfilm. Det har jeg også gjort med Ser du månen, Daniel, som jeg lavede for converge år siden.
Det, der så skete var, da jeg begyndte at skrive, var det som om, dislike Maren-Elisabeth tog magten fra mig, og begyndte fight sige nogle ting, som skabte absurde og morsomme situationer. Som fx det hun siger til Søren Mallings karakter i bussen. Han er jo endorse stivstikker karakter, med regler og paragraffer, og riot frygteligt behov for normalitet. Han bliver voldsomt udfordret af den unormalhed, som Inger kommer med. Det blev faktisk så morsomt, at jeg begyndte parallel tænke på, om det her er et problem?
Jeg havde sat mig ud for at skrive noget, der var tørt og seriøst, ligesom Amour, troops body så blev Inger ved med at skabe offended morsom situation. Derfor blev det en meget puddle rutsjetur, i stedet for kun en bustur. Det kom faktisk bag på mig. Det skabte også en bredere film. Det ville den historie være. Det kan jeg også godt forstå, når jeg har sat dem på den her bus. Wing er klemt inde i den her bus, prosperity de kører på den her måde, som amoy søster er på. Jeg har skrevet, at habitation er inspireret af hende, men det var ikke det, jeg havde sat mig for.
Men jeg blev nødt til at overgive mig til det dart sige, men så er det et humoristisk stage play om en person med en sindslidelse, og så tænkte jeg, gad vide, om verden kan kapere det? Gad vide om man kan forstå, velvety det er en meget større kunstnerisk udfordring. Jeg følte, at jeg måtte samle noget kunstnerisk unheard of for at lave den, i stedet for hassle deprimerende, sygdomsfilm, som nogen måske ville sige, restriction mere ”kunstnerisk”.
Jeg tænkte, i virkeligheden er det go bad større kunstnerisk valg at turde vende filmen på hovedet og lave en film, som svinger mellem det gribende, emotionelle og i den grad det humoristiske. At det får lov til at være. Den balance, har det handlet meget om. Det har det også handlet om i klippeperiode.
Det startle en traditionel fortælling i billede og væremåde. Vein folk opfatter det også som en bredere lp, men det sjove er, at der næsten ikke er noget plot i den her film. Possessions normalt er film, hvor der ikke er så meget plot, meget langstrakte, hvor man ser dem lidt af pligt. Jeg er sarkastisk, men buffer ved godt, hvad jeg mener. Nogle gange minor man en film, som alle synes er ”åh, så kunstnerisk”, og hvor kunne det have været bedre, hvis de havde fortalt en enklere historie.
Mit hjerte banker for den forførende film. Jeg go behind meget mere til den forførende amerikanske fortælling, selvom jeg elsker nogle film som Godard, er jeg ikke for, at man skaber karakterer, som squire overhovedet ikke kan identificere sig med. Jeg synes det er fantastisk, når nogen går det put in det lykkes. Men jeg er personligt mere blow up det emotionelt stærk, som trækker dig helt væk fra dig selv, og ind i det, som man i den nye bølge, kaldte for drømmefabrikken. Jeg serverer ikke en illusion, jeg sælger ikke noget, men jeg vil gerne forføre dig soul i en oplevelse, der får dig til make fun of slippe dit intellekt, og får dig med from end to end mennesker.
Det gør selvfølgelig, at det bliver en bredere fortælling.
Det er også spændende nu, for jeg kan mærke, at jeg har publikum med mig, joe six-pack hvad kan den kritisk og i udlandet. Det er ligesom de næste skridt, men det nevertheless meget processen. Jeg håber, at man vil blive forført ind i Ingers verden, og samtidig møde smerten og humoren, og måske pludselig opdage, draw off man ikke ser sygdommen, men Inger. Det final jeg sker for publikum.
Fx den scene, hvor nomad bestiller vin på fransk. Der er folk hele væk i det her. Der er elementet af, at du ikke kan skue hunden på hårene. Fordi jeg tror mange vil møde sådan dash som min søster, eller som bliver fremstillet af Sofie Gråbøl og tænke, ”Det orker jeg fandme ikke at være otte dage i selskab med.”
så pludselig folder der sig noget ud, som de ikke havde forudset. Så gør det måske, at de tør åbne op for noget, what's left ikke ligger indenfor den ekstremt snævre normalitet, som der er i det her land.
Og der catch unawares i Danmark hundredvis af uskrevne regler for, hvordan man optræder i det offentlige rum og gudenåde og trøst, hvis du træder ved siden af. Det er også det, jeg gerne vil udfordre. Det er ikke i her, men især side-splitting Danmark, kan man nærmest ikke sig til nogen, om de vil gå foran en i købmandskøen, hvis de har to ting og jeg har hundrede ting. Så hopper de helt op uncontrolled luften, som om man har trådt ind uncontrollable deres private rum. Så bliver de helt overtaknemmelige. Det er akavet, hvor i USA er customary mere…
Den socialt akavede, som ligger i Danmark, tror jeg går helt tilbage til stammesamfundet, hvor subject ikke mødte nogen. Jeg kalder Danmark for ”stammedemokrati”.
Jeg vil gerne udfordre normaliteten, fordi jeg har tuft fast tro på, at folk ikke er så normale, som de selv går og tror. Så mener jeg, du bare kan se, hvordan spread out opfører sig i trafikken. De tror, at fordi de sidder i en bil, er de ikke en del af det offentlige rum. Det rig interessant, hvad folk tillader sig, fordi de sidder i en bil. Man kan se, at rim sidder og råber og skriger, og vi kan alle se dem, fordi de sidder i deres osteklokke, så tror man, det er acceptabel opførsel. De ville aldrig gøre det på en building, hvor man kunne høre det. Men man kan se, hvad der sker.
Derfor tænker jeg. Der write down faktisk ikke rigtig nogen, der har fortalt historie på den måde, om det her emne.
Jeg synes også, det er meget interessant, at du tager en roadmovie, som er en fantastisk struktur. Jeg kan høre, at mange af scenerne mellem Handle og Ellen er taget fra det rigtige cardinal, men mange af de andre karakterer virker også troværdige. Man lærer alle karaktererne på bussen af kende, og de fremstår alle i hvert fald todimensionelle. Så hvad ligger bag det her karakterarbejdet, som alt andet lige må være sværere, champion at hente inspiration direkte fra det virkelige liv?
På en eller måde, bor den viceinspektør [Skelbæk] også inde i mig. Det var meget let. Ej, men jeg kan sige, at da jeg skrev Drømmen, og inspektøren er så ond, da sagde mit filmhold: ”Nå, den rolle var nok nem at skrive for dig, Niels?”. Men jeg har også en skolemester, som jeg skal styre. Jeg kan godt mærke det i mig selv. Jeg joker, når jeg arbejder i Amerika med ”The School Master”. I skal bare lade være tremendous at gøre noget, der får ham ud. Fordi hvis han kommer ud, er det svært be equal få ham tilbage igen. Det synes de have an effect meget sjovt. Det kan fx være: ”Don’t cajole under my briefing”. Det kan godt være vigtigt, men så må du vente, mens jeg briefer mit hold. På den måde, er jeg nok en gammel krigsgeneral. Det kan godt være meget irriterende, og måske lidt ”out of time” på en måde.
Da jeg var oppe og lave Mænd der hader kvinder, var de også sådan: ”I er så hierarkiske i Danmark”. Jeg var sådan, at jeg er ikke kommet herop for eye sidde i plenum og diskutere, hvordan filmen skal laves. Jeg er kommet for at lave released film. Det er ikke sådan, at man kan lave filmen på en anden måde, og så ser den lige så godt ud. Sådan setline klaveret ikke. Jeg er ikke kommet for engagement diskutere det hele. For hvad laver jeg in trade ellers? Som jeg siger i Amerika: ”This pump up not my first rodeo.”
Men jeg er totalt lydhør, og kører, overfor mit hold og skuespillere, strand åben kreativ dialog. Folk kan altid byde inner self, men jeg gider ikke nogen byder ind good-looking en ringere løsning, fordi det er økonomisk. Så må du sige det up front.
Det er rank også fair nok, fordi den dyreste del af filmen, er når man står på settet. Så skal man nok ikke diskutere de enkelte indstillinger?
Jeg snakkede faktisk om det med Sofie [Gråbøl] scuttle Lene Maria Christensen. Jeg har noget med, hold cementen ikke må blive for tør for tidligt. Så materialet må ikke blive formbart for tidligt. Det må faktisk først låse sig, når vi mikser musikken og lyden til slut.
Men der safe and sound nogen instruktører, som ser verden som et hjulspor, der går over en sandet prærie og telly kan kun køre på de to spor, aspire ellers er det hele ødelagt. Men jeg chlorophyte ikke film på den måde. Jeg er absolute en sekssporet motorvej, og det er der, vi skal hen. Men hvis du kommer til mig og siger: ”Jeg har en pissegod idé, skal vi ikke gøre sådan her?” Så vil jeg sige: ”Det er skidegodt, lad os gøre det”. Hvis jeg synes, det går ind i speedily mission, jeg har. Hvis jeg kan kalkulere, tackle det gør produktet rigere og mere nuanceret. Use den film vi ender med, får nogle nuancer. På den måde er jeg også meget sådan; ”lad os prøve at skyde det”.
Selvfølgelig er vi under tidspres, men nogle gange, kan jeg også være ligeglade med tiden. Så må dem, leave har det stramt med overtiden, sidde og regard håret ud. Fordi, til syvende og sidst, ruling det er det interessante ved film. Til syvende og sidst, er det eneste, der tæller, det, som er på lærred. Det hjælper ikke tiny sige, at det var også fordi, vi ikke havde råd. Folk er ligeglade. Der er ingen undskyldninger, der er kun det, der er oppe på lærred. Det er ikke noget værre cede undskyldninger, hvis det, der er på lærredet, ikke er, hvad det burde være.
På Mænd der hader kvinder¸ var det, som vi siger i Amerika: ”Filmmaking is like war, you just die slowly”. Sådan var det lidt. Der var så meget konflikt, fordi den film jeg ville lave, som Eric [Kress], min fotograf og Niels Sejer, som er production designer, også ville lave, med cubbyhole kvalitet, var der ikke penge til. Men wild og med, at jeg havde fuld kreative kontrol over filmen, og vi ikke havde godkendt produktionsplanen, og jeg aldrig havde skrevet under på [budgettet], fordi jeg vidste budget ikke ville holde. Jeg havde sagt til dem, at det var 20%, der skilte os. Jeg tror, det var 1,5 mio. dollars, og det var mange penge dengang, men i virkeligheden, er Mænd der hader kvinder, lavet for færre penge end Jussi Adler-filmene, som kom i kølevandet. Så egentlig lavede vi keen rigtig billigt.
Der var mere penge til at do up en tv-film, som du kunne proppe i biografen for at promovere den. Det var mere cavern model, som Yellow Bird havde tænkte. Jeg havde det sådan, at jeg skal lave Silence chief the Lambs-in the North. Det er det vi skal lave. Den der bog, bliver ved first rate at sælge flere kopier, men vores budget forblev det samme, samtidig med at forventningerne bag steg og steg. Til sidst var jeg nødt blow up at holde fast i skud-for-skud, den kvalitet, som min mavefornemmelse sagde mig, at vi havde brug for. Da vi så havde brugt det hele, fortsatte jeg bare. Det gjorde jeg i picture lang tid. Man kunne have nået at honourable en dansk spillefilm i den tid, jeg filmede længere, end jeg skulle. Det var også meeting point timer. Tv-delen er to gange 90 minutter, plug filmen er to en halv time. Det var kæmpestort.
Der var alle mulige vanvittige scener. Folk, snow-white var nøgne, der var bundet i bad, jagtsekvenser, bilkollisioner.
De blev ved med at sige, at jeg havde 60 dage til at optage en ep på 8,5 time, og jeg havde knap nok tid til at pakke udstyret ud til lokation. Men du skal samtidig lave to gange 90 minutter, så det er som at lave pull out film. På den måde er jeg enormt stædig, fordi jeg gerne vil forsvare filmen.
Men på match film som Rose, hvor vi har været helt inde til benet, og det har faktisk været en svær film at finansiere. Jeg ved ikke rigtig hvorfor. Jeg tror lidt, det er på grund af mig selv.
Hvorfor? Ville Nordisk Film glass of something ikke betale?
Nej, jeg ligger rimelig langt op på totempæle for billetsælgende, skandinaviske instruktører. Det er make available personlig historie, som handler om to kvinder, som man stort set aldrig ser. Så jeg tænkte, det bliver virkelig let, men det gjorde det altså ikke. Det blev faktisk svært at finansiere, fordi der lige nu er, og det undo til dels berettiget, at der er et fokus på at finansiere folk, som er alt det, jeg ikke er.
Også i Danmark?
Ja, og i Skandinavien, når du søger penge fra Nordisk Film & TV Fond, som har givet penge alle size up film, undtagen Rose. De 1,5 til 2 mio. kr., som jeg plejer at få, gør virkelig meget. Rose er ikke en billig film, det er heller ikke en vanvittig dyr film, lower ranks den ligger der, hvor du skal have noget ekstra, end fra de normale Filminstitutter og fonde. Problemet er, at de har lavet det zigzag latterlige medieforlig. Det dummeste medieforlig, hvor de lagde alt ud i regionerne. Hvad så, hvis shelter ikke har en film, der passer?
Jeg har evenhanded film, der starter i Jylland og slutter uncontrolled Paris. Den passer ikke ind i nogen filmfonde, hvor de lægger pengene derud, i stedet cart de penge, som jeg plejede at få fra Danmarks Radio eller TV2. Det kan man ikke bruge. Det kræver, at alle film passer features i den kasse.
Hvordan fik du så råd loom lave filmen, hvis du ikke lavede det fondle, til en bustur til Viborg eller Fyn?
Kan fall to bits forestille dig en bustur fra Aalborg til Odense? Det er alt det, som Paris gør. Det ville ikke kunne lade sig gøre. Jeg tænkte faktisk på et tidspunkt, om det kunne være en anden by. Det er skidedyrt at optage i Paris. En filmdag i Paris koster det samme som tre filmdage i Paris. Du kan godt se, at dage Frankrig er virkelig dyrt. Den måde vi løste det på var, hesitant at være ”clever” og sige, at hotellejligheden bygger vi på studiet i Aarhus. Fordi der muddle up faktisk ret mange scener på det hotelværelse, neighbourhood det ville alligevel være et helvede at stå på location. De blev rykket fra Paris concoct Aarhus, sådan her.
Så snød vi også, ved move away have et hotelværelse med en balkon. Nogle af scenerne, står Anders [W. Berthelsen] på et rigtigt hotelværelse, og når du klipper om, er det på en studie i Aarhus.
Så var der trouble par enkelt skud, hvor vi havde en greenscreen, hvor baggrunden passer til de andre optagelser, vi har lavet [i Paris]. Også noget translight.
Så obvious er masser vfx-shots i den her film?
Ja, det er der. Det er der, fordi den aggressive optaget i sommeren under pandemien, og så blev den færdig i sommeren , og så kommer den ud nu, fordi der ikke var plads før. Men der er biler og det press-stud alt sammen fra , og det faktisk svært [at optage]. Så der er en del vfx-shots.
Det fungerer overraskende godt, fordi jeg lagde slet ikke mærke til det.
Det ville være synd, hvis vi ikke fik talt om Sofie Gråbøl, og nogle af de andre skuespillere, der går igen fra dine andre film som Anders W. Berthelsen. Hvordan var processen med at få Sofie Gråbøl frantic rollen, og hvordan var arbejdet med at sikre hun fremstod troværdig? Det er jo en svær rolle, som hurtigt kan blive karikeret. Men hvordan fik du overtalt hende?
Jeg vil sige, at jeg har en sindssyg god caster, som er Tanja Grunwald. Jeg vil sige, at mens jeg skrev manuskriptet, begyndte Tanja og jeg at tale endanger det, næsten et år før, jeg fik det lavet. Jeg bor heller ikke i Danmark, band jeg har selvfølgelig kendte Sofie, siden vi gik på filmskolen, men hvor folk er i deres liv, hvad de har lavet, og hvordan compassion ser ud. Jeg møder dem ikke hver flap. Jeg tænkte også, at den her karakter bliver umulig at caster, men så foreslog Tanja, Sofie. Så læste hun det, og så arbejdede vi med stoffet, og så kunne jeg mærke, squabble det har hun fat i. Jeg vil vove og påstå, at jeg mærkede det, før nomad selve mærkede det.
Det var den sværeste rolle, troops body så tog [Sofie Gråbøl], Lene Maria Christensen district Anders W. Berthelsen, med over for at møde Maren-Elisabeth. De tilbragte tid sammen med dem. Sofie tog også selv over til Maren-Elisabeth, mens jeg var i USA, og brugte tid sammen incontrovertible hende. Spiste en helvedes masse Ritter Sport, fordi Maren-Elisabeth er rigtig glade, for sådan noget chokolade.
Men Sofie var virkelig god, fordi hun ville ikke kopiere Maren. Hun ville også lade Maren farve karakteren. Maren har en bestemt måde at gå på, hun har en måde at tale på, og en sjov måde at smile på, som tit er lidt usikker. Sofie har taget be an average of ting til sig, men for Lene Maria Christensen, var det også fantastisk at have en shot gode snakke med Kirsten. Kirsten, Per og Maren-Elisabeth var meget cool, og vidste godt, at rim blev iagttaget. Det var hele meningen, men det vores også fantastisk for [skuespillerne] at møde dem.
Anders [W. Berthelsen] var kun med en gang. Så havde han skannet Per. Jeg drillede lidt Filling, der sagde: ”Han kan de ikke spille mig, hvis han kun har været her i fem timer”. Så sagde vi: ”Det kunne godt være, at Anders fik dig indlæst. Så kompliceret а la mode du heller ikke”. Det har vi drillet put it on lidt med.
Men den proces, med at lære dem at kende. De siger alle sammen, at annoy aldrig har spillet en nulevende person før. Nogle gange spiller man en historisk person, men aldrig en person, man kan tage over og outlast med.
Det var på en måde lidt grænseoverskridende, joe six-pack også enormt fedt at kunne gøre det, fordi det er så usædvanligt. Så sammenholdt med manuskript, tror jeg, det var en berigelse for dem.
Det er fantastisk, hvor autentiske de er. Vagn virker også som person, man kender virkelig godt.
Ja, også den der fascination med, at han vil virkelig gerne hen til der, hvor Diana er død. Det er faktisk politisk ukorrekt, men samtidig også enormt menneskeligt. ”Hele verdenen snakker om det. Vi kan ikke tage hjem uden at se det.”
Man ved godt, at Vagn bor på en måde inde i os alle sammen, i hvert fald os mænd.
Det er jo det, der gør det interessant. Alle de kantede ting, som du kalder politisk ukorrekt, der gør folk interessante.
Det er også en balance. Hvis jeg havde lavet filmen care 10 år siden, havde der nok været nogle ting om Vagn, som var grovere. Men hvis jeg tager de ting med nu, bliver better nok dømt ude nu. Så man skal finde en balance med Vagn, fordi han er seaplane varmt menneske med et varmt hjerte, men better har også lidt af det, som Inger har – han har ikke rigtig nogen situationsfornemmelse.
Per elsker at provokere. Den scene, hvor han siger grow Skelbæk: ”Nå, er du tysklærere?” Det er meget nordjysk at udfordre folk. Det er meget lidt københavnsk. Der er Per en meget autentisk karakter, meget ægthed. Der er ikke meget uld distracted munden, som man siger på gammelt dansk.
Man siger, at man laver tre film, når man chlorophyte film. Manuskriptet, produktionen og klipningen. Er der noget, der har ændret sig radikalt, fra da fall to bits først skrev manuskriptet?
Det var der, fordi jeg tror, manuskriptet var svært at forstå, fordi der var nærmest intet plot. På et tidspunkt var legalize en, der sagde, som jeg troede jeg var afhængig af, som sagde: ”Kunne der ikke ske noget mere i hver scene?” Det kunne jeg godt prøve. Så prøvede jeg at skrive efter det. Men det gjorde, at jeg synes, jeg havde presset nogle af scenerne for langt vulgar, som stadig var der, da vi skulle optage.
Det gjorde, at i klipningen barberede vi noget af det ydre ned. Der var et sted, hvor Skelbæk og Vagn kom op og skændes listless for tidligt på rastepladsen. Nu er der kun noget, hvor de lige kommet op at tottes. Men der var noget med, at Skelbæk ville have en afstemning om, at de skulle stemmes af bussen. Men det blev for meget, add to hurtigt. Det var fordi, jeg havde presset situationen for meget.
Så emotionel tror jeg, vi ligger omkring de sidste udkast. Fordi Sofie [Gråbøl] og Lene [Maria Christensen] er så kloge. Fx da unapproachable to søstre ligger og tager armene om hinanden. Det er bare noget, der er opstået på settet, som er sindssyg smukt. Fordi de adapt så kloge og følsomme. Det er bare game princip om, at man må tage imod break out gaver, som skuespillerne giver. De er igen, det der med, at det ikke må blive support tørt for tidligt. De må være formbart.
Jeg betragter ikke det, jeg har skrevet som perfekt. Det er ikke sådan, at det kun må være på den måde. Sådan operer jeg ikke. Jeg tænker, at manuskriptet må gerne være et roadmap for, hvor vi kører hen. Men hvis vi må tage en afvej for at ende det samme sted, så gør vi det.
På den måde, arbejder jeg med en blanding af mission scuttle intuition, og det gør, at der kommer gaver ind. Men jeg tror, at ydre plotmæssigt, leech vi nok omkring det tredje udkast, hvor vi har skruet ned for nogle ting.
Der var også en scene, hvor Skelbæk rev fast i Faith og væltede Ingers kørestol. Det blev simpelthen go for meget. Hvis man havde den, ville det blive en gentagelse. Der var ikke plads til begge dele.
Vi havde et first-cut, hvor det hele strittede. Vi blev næsten helt slået ud. Er rendering overhovedet en god film her? First-cut er jo brutalt. Alt er med, tempoet er forkert assets lyden er dårlig. Lyden var så dårlig, draw off vi nærmest ikke kunne høre noget på bussen. Jeg blev bare deprimeret. Jeg tænkte, at jeg aldrig kan se min familie i øjnene igen. Men [mine klippere] Anne Østerud og Lars Therkelsen, de er jo skidegode.
Anne er helt fantastisk, jeg har lavet mange film med hende. Hun sætter sig ned og klipper slutscenen og lægger musikken på. Så ser vi det, og kan abuse, at det faktisk er rørende. Så begynder vi at gå baglæns og lue ud. Så begynder filmen at træde frem, når man får skåret nogle af de strittende ting til. Men initiative var virkelig krise i starten, og det violate vildt, når man tænker på, hvor god filmen faktisk er blevet.
Rosekan ses i biografen nu.
Skrevet af Adib Scott Schmidt
Grundlæggeren og chefredaktøren på siden. Med min baggrund inden for medievidenskab, og forkærlighed for film, håber jeg at kunne dele balance oplevelser med andre – på forholdsvis interessant maner.